fredag den 1. august 2025

big big blog update!

jeg tænker det var nok dag for i dag.

ønsker at søvnen rammer mig som en brosten. istedet hvisker væggene bare.


hænger en sædperlekæde om din hals


er vi ok?


det begynder at sløre for mine øjne. 

jeg tørrer det væk med en bevægelse som havde nogen spyttet mig i ansigtet.


jeg ringer og spørger om vi skal gå en tur. det virker som det mest naturlige.

det gør vi så på roskilde klokken 5 om morgenen. du siger dit telt ligger hernede. vi går forbi det. 

det vigtigste er at da vi går fra hinanden siger du fuck dig og jeg svarer fuck dig selv.


lægger mig bag min computer og bliver liggende i et par uger.

lyset sniger sig forbi gardinet. solen er bare linjer på væggen herinde. 

så bliver jeg ansat. 


dagen er et skab jeg åbner. mine venner er jeans og en t-shirt. går rundt med dem på en hel dag. 


tager dem af og lægger dem tilbage i deres habitater. føler mig helt nøgen over dronning louises bro og videre ned ad gothersgade. 


jeg klatrer op af mine tanker. de er en stige der står for enden af dagen i min seng og venter på mig. 


nu er mit hoved en lejlighed og mine tanker forskellige værelser jeg går ind og ud af. en dør smækker bag mig. 


det blev morgen. solen står på tær. 


hey! hvem fuck har givet dig lov til at forlade din lejlighed uden formål?! venter jeg på nogen skriger mig ind i ansigtet da jeg træder ud af hoveddøren.


aften og C spørger om vi skal være sammen. skal ud og klatre svarer jeg. C sender selfie med dumplings. jeg sidder selv og spiser spegepølse stegt i soya med ris blandet op med nudler. spørger om hun ikke kommer over med 1 eller 2. måske noget is også. så vi kan se bachelorette. 


hun havde godt fortalt mig det. jeg ignorerede alvoren. pludselig var der to uger til og da virkede det umuligt at foreslå en abort. 

min alarm var befrielsesklokker. min vralten gennem gangen ud for at morgenpisse var et sejrsoptog gennem byen. onde onde drøm. 


endelig. over mig åbner skyerne op for solen som en porches kaleche. det er sommer. juli. varmen klæber sig til min krop som gennemblødt tøj.


det hele er fint og jeg har lige fået en kønsvorte. 

trækker mig selv op ad gelænderet på kalenderens vindeltrappe. 


vågner op til den største omsorg. netflix der spørger om jeg stadig ser med. har sovet som en fod. vågent på sofaen. 


en følelse løber gennem mig som en tår iskoldt vand i en krop tom for mad.


det eneste der kommer frem i mit hovede når jeg prøver at skrive er sætninger jeg har læst.


mine øjenlåg er sårskorper jeg piller af når jeg har lyst til at vågne.

ud i verden bløder det.


ser op. et stort hvidt gardin trækkes for solen. jeg måtte til vandet. ligger på stranden alene. det blæser. små søer af himmel mellem skyerne. ligger og tænker på at jeg ikke magter at blive våd fordi så bliver jeg kold og på samtalen med M tidligere. han pustede sit ego op som hans brystkasse. 


har ingen rene lagner så lægger en dug over min madras. serverer mig selv på den. og venter på hun ringer på. det var dengang. nu er hun i italien. hun savner mig nok som var jeg hendes aborterede foster. 

næste gang vi skal ses vil det for hende være som at møde det barn der kunne have levet. 


mine øjne er vinduer i min krop som er en lejlighed. står bare og ser ud. 


om morgenen ligger du i min seng som en af mine puder. dit bryst er en skål og jeg lægger mit hoved i den. ud fra mit næsten skaldede hoved står hår som nyklippede græsstrå. burde bevæge mig ud af min lejlighed.


vandet er satinblåt. speedbåde svæver forbi som hoverboards. der ligger bikiner på dem. ud fra dem stikker strakte arme op i vejret som selfiesticks. de vrider ryggen så huden spændes stramt ud. C havde ikke badetøj med så ligger kun i hendes lyserøde leopardmønstrede trusser. er de lidt børnede? spørger hun. det ved jeg ikke svarer jeg. 


mit hoved er et charterhotel i noget der ligner magaluf. mine tanker er solbadende mennesker ved poolen. please tag i byen og få en overdosis. lad vær med bare at ligge her. lyder det fra en solseng til en anden.  


hun krammer mig. bliver til et omslag. 


lader katastrofen svæve over mit hovede som skyer. alt der føles godt må være godt. skal bare ud og backpacke på nogens forfædres grave.


træder ind i skoven og den er en balsal. træstammerne er romerske søjler.




 

big big blog update!

jeg tænker det var nok dag for i dag. ønsker at søvnen rammer mig som en brosten . istedet hvisker væggene bare. hænger en sædperlekæde om d...