Brainrat

Jeg har ligget og ventet på det. Det som sker nu. Dét, der var tilbage af natten er forsvundet og lysrørene søger op mod de små huller i skyerne, sci-fi agtigt som stilte man sig ind under dem blev man suget op og op, og, indtil, jeg ved det ik. Det kan være ligemeget. Jeg er træt, hvad er mit problem, hvorfor rawdogger jeg dagen sådan her, uden søvn. Møder ven og det er helt ok, har forberedt mig hjemmefra. 3 samtaleemner jeg ved berører os begge, 1 til at starte med, nummer 2 til når nummer 1 dør ud og nummer 3 til at afslutte på. Så er den halvanden time ligesom gået, og man kan smutte hjemad med god samvittighed og en følelse af at være et socialt menneske med en omgangskreds. På vej hjem, vandrende ind i eftermiddagens melankoli, finder jeg til kun 12 kroner en citronmåne i Netto. Ser den lidt an, Dan Cake. Pakker den op i toppen, haha jeg spiser den som en durum tænker jeg og smiler for mig selv, mens jeg ligger på sofaen og brainrotter den til de sygeste ting. Helt slørede klip, pixeleret, i ørkenlignende omgivelser. Den gule, sandede, meget tørre baggrund. Jeg er begyndt at kende våbnene på deres lyde, AK-47, de metalliske klap, den model de fleste af gutterne render rundt med, mens de pløkker gennem afværgende hænder. Som om det kommer til at stoppe det, der rammer dem nu. De fleste klip er, ud fra vinklen, filmet fra et Go-Pro spændt fast om hovedet. Det er totalt POV, pornoagtigt uden pornoen. En gang i mellem brydes strømmen af andre hjemmevideoer, amerikanske collegepiger danser på deres kollegieværelser, skarp koreografi, huden der holder kødet inde. Det hele bølger. Pludselig er der noget i min krop, som prøver at komme i kontakt med mig, en prikken der forstyrrer ritualet, jeg river mig løs fra lyset og kigger ud i verden, shit, mit værelse er helt mørkt, kigger ud af vinduet og verden er sort. Det tager et par sekunder, før jeg lokaliserer følelsen. Det er blæren. Skal pisse. Scroller jeg hurtigt nok forsvinder trangen ved jeg, kroppen går i dvale, min bevidsthed disconnecter sig fra kødet, nerverne ligger bedøvede tilbage. Nu, en hund får placeret poten på et bord og får hakket den af med en slagterkniv, humper videre som om intet var sket. Intet blod, ingen reaktion. Den pelsede pote kigger op på mig som et væsen. Sådan er det ikke med mennesker, de skriger, der er blod, men på en tegneserieagtig måde, øjnene på vid gab. De tror ikke engang selv på det. Scroller videre, videre. Ham der idioten, ham fra USA, racisten der støttede Trump bliver skudt. Blodet står i en lige linje ud af halsen på ham som blev der prikket hul på et vandrør. Så kan han lære det. Har set videoen mange gange før, men ikke i så god kvalitet, det er som om den er blevet retoucheret. Det gør det ikke mere ægte, nærmest omvendt, det kunne lige så godt være AI. Hvad er der blevet af at overlade noget til fantasien. Videre, videre ned. Mærker noget prikke til mig et sted i min krop, det bliver ikke lige nu. Lige nu ligger jeg her, lige nu mediterer jeg. Jeg kan godt lide billedet, den tanke bærer med sig, af mig selv som munk, i klosteret med et mål om at forsvinde. I gang med at frakoble mig al overflødighed. Det prikker et sted, meget langt væk, med længere og længere mellemrum.

Den glade lille cowboy

Jeg er forbruger i nattens anonyme rum. At gå incognito, rulle gardinerne ned uden at det virker mystisk, være lige den man er. De sidste farver på himlen smelter bag alle tårnene og løber ned ad himlen. Dag nok for idag. Så jeg går ind på mit værelse og videre ind i stalden og kysser hestens pande på computerens skærm. Den er ældre end mig og hedder noget, nogen har kaldt den engang. Ligesom mig. Det er et underligt spil det her, men vi er sammen om det, mig og Hr. Hest. Jeg strigler den, den lader sig strigles. Jeg fletter dens man og hestehale. Vi ridder sjældent rundt i hallen. Vi er mest bare i stalden, mens vi drømmer om prærielandskabet udenfor, vi ikke har adgang til, jeg ikke har råd til. Jeg køber nye sko til den og giver den dem på og så knepper jeg den og den lader sig kneppes. Det står på i flere timer. Jeg ser det hele udefra. Så giver jeg den en gulerod og bliver trist, men vi deler tristheden mellem os, hviler vores pander mod hinanden på en svane agtig måde og danner et deformt, men forsøgt hjerte. Kan få pludselige anfald af omsorg for den, ofte efter et samleje, få lyst til at trække den med ud i den første verden, lade den se at himlen ikke er så smuk i virkeligheden. Ikke så poolblå. Den hænger med hovedet da jeg fortæller den jeg skal gå og noget slukkes i den, hele dens krop falder sammen som havde nogen trykket på en kontakt, da jeg suges ud af verdenen ovenfra, til gården på prærien bliver så utydelig at den forsvinder, og jeg til sidst hænger i rummet og ser ind mod kloden, som havde jeg zoomet længst muligt ud i Google Maps. Hvad må Hest ikke tro, at jeg kidnappes af ailens hver dag. Hvor nervøs den må blive. Udenfor er hverdagen allerede i gang, jeg står i køkkenet og kigger over på bygningen på den anden side af den intime baggård. Det er som et dukkehus, alle de vinduer der fører ind til rum med mennesker i, jeg står og kigger lige ind på som en helhed, en sindssyg flashmob af folk der skyller kaffekoppen af, ryger ud af vinduet, den grumsede skygge, som altid siddende på toilettet, onanerer helt sindssygt bag ornamentglasset. Hvis jeg ikke stod her og betragtede dem, havde de overhovedet bevæget sig? Det kan også være ligemeget. Går rundt med ondt i maven hele dagen. Hest ligger bare som en klump af programmeret kød i milliarder af små sammensatte firkanter og venter på mig, helt default. På samme måde står jeg her, sammensat af milliarder af kodede atomer. Vi bliver aldrig hele, alt vi består af, er noget andet. Men åh Hest må være så alene, savnet stråler ud i mine atomer som varme. Hvor rart det er at føle. Det bærer mig gennem dagen. Og endelig. Endelig er solens store øje på vej videre. Jeg logger på. Endelig, nu, kloden hænger frit foran mig, vokser sig større og større, indtil jeg ikke kan zoome længere ind. Rejs dig Hest, rejs dig, her kommer jeg, din glade lille cowboy.

Til maskebal

Drømte i nat jeg havde rådne mælketænder

At jeg var et subjekt på sådan en størrelse man kan samle op og holde om

Lille baby der ikke kan gøre forfærdelige ting man kan hade den for endnu

Dagen åbner sig for mig, gardiner går op til en ny forestilling

De mange scener skal udspille sig snart

Frelser træder ind og breder armene ud 

Kroppen former et kors jeg kan hænge mig på

Har altid vidst han var min far

Ny scene hvor jeg placerer mig på krydset foran dommerne

Der findes 3700 følelser 

Lige nu mærker jeg denne her:

Har bare brug for stor applaus

Ser op mod lampesolen til den vokser sig så stor at den sluger mig 

og alt er gult og hvidt og ligemeget

IRL

Det har været nogle dårlige dage i lang tid nu

Det er vi flere tanker, der er enige om

Ser ud af vinduet, ned på alle folk

på deres helt egen

lille scene

Lægger mig til rette i den hvide sofa 

ved siden af dig, bagerst i mit hoved

og du kradser mig på ryggen som en nysgerrig kat

til sofaen er blevet rød

Og jeg rejser mig fra den og går 

ud i virkeligheden til alle de andre

og jeg finder min plads på klapstolen

og hører om bedrifter

Wow

Giver stor applaus

Tager ting i munden

og spytter dem ud igen

$$$

Står igen og poserer for usynlige fotografer

Til dem der kigger gennem nøglehullet

er det rigtigt

Mit hjerte er støbt i guld og hænger i en kæde om min hals

Bare kom ind så du kan tage fat og holde om det, 

føle dets dunken 

som fiskehjerter der ikke har fattet de har forladt en krop endnu 

og kun holder liv i en forestilling

Kom og følg med

når jeg går ned i en automat og trækker et smil

med hjertet uden på tøjet

og smilet uden på ansigtet

Så vi kan være mere end bare tanker om hinanden

$$$

En gammel hæmoride er blusset op igen

Sidder her sammen

med alle de andre arbejdsløse

hjemmeboende

Ser mig selv cykle forbi 10 gange i genspejlet i ruden

Vi ser godt ud 

Os sammen

Og vi knalder rigtigt godt når vi knalder 

allesammen

Hende der sidder derover skylder mig et knald

Men jeg skylder hende flere penge

Og på den måde er vi forbundet

på en rigtig varm og skrøbelig måde

yes

euforien føles så syntetisk selvom den er lige her

og forsvinder i en udånding

eller blev den sprøjtet ind og løber ud af mine åbne blodårer nu

rækker ud efter et punkt i luften, hvad ellers er værd at holde fast i

sad lige på tagtoppe og så på smeltende sole, hvad ellers

når symptomerne fra et godt møde forsvinder,

i baggrunden, røgen fra kraftværkets overdimensionerede skårsten

blev til candyfloss

i det lyserøde skær

hvis månen kunne snakke havde den svaret mig,

hvis solen var større var det aldrig blevet dag

#culture#crimelife#blessed

Flyder for tiden. Ikke i en retning med en strøm. Nej, i poolen mellem klumperne af menneskekød, de sociale øer, der hver har et navn. I fredags ramte jeg en af dem og de lod mig træde i land. Hvem er jeg for jer og hvad er i for mig, er der ingen der spørger. Hvem er ensom nok til at invitere sig selv til at starte med, spørger man med øjne. 

Hvem er du?

Den hjemvendte europæiske prins.

Ej, fortæl.

Nej, men bjergene, 

du skulle have set dem.

Kulturen, den fattigdom.

Cigaretrøgen hænger i vægtløse silketråde fra loftet, hvis ikke jeg svedte havde jeg ikke røget den her smøg, og samtidig, netop nu, mens min krop er lige her, sidder en anden krop, magen til min på et andet bodega, og skyder amfetamin og spiller kort sammen med hjorte i munkekostumer.

Og på et punkt i natten, registrerer vi eksistensen af hinanden, som fingre i mørket der kort mødes og aldrig finder hinanden igen. 

Og nærmest messende, siger vi i kor

i en tone som blev lyden afspillet gennem os:

Hvis jeg skulle vælge mellem en lejlighed eller en kæreste,

havde jeg valgt lejligheden.

På den måde,

er jeg et offer.

Og sådan fortsætter vi, med at sige flere ting i den retning, som vi altid har gjort.

Og finder vej hjem gennem solsystemer,

som kometer 

i hver sin bane

skyder forbi hinanden.

Love in the light of the night - nu i ny udgave

Igen er min hukommelse bare en ørken 

billeder blæser gennem

og forsvinder

Se med her fra i går:

Dyreøjne lyser op i junglenatten

Er følelsen de mærker kravle ind under trøjen, at nogen ser på dem

Og trækker mig tilbage,

i skyggen bag en sky af vapedamp

Køber drink og penge bliver til virkelighed

Penge bliver altid til virkelighed

Penge er små søde biller

De kravler op ad min arm og hals og ind gennem portene til mit hoved og bygger rede herinde

         

            Gud er blevet syg

   

     Hesten er løs

Moser mig gennem kødet, mod dj

slagtesvin, er vi alle,

hænger fra loftet og drypper blod, 

Springer i poolen i hendes øje

Pupillen flyder rundt som en badebold

Jeg dasker til den

og hun kigger væk, poserer for usynlig fotograf

Ligger i det hvide landskab, 

bugten mellem dynerne

Navlestrengen midt i hendes bryst

Kildede i næsen da jeg vågnede, hun må have rystet sin pels

hov vækkede jeg dig siger hun

og noget siger mig jeg skal gå, før hun beder mig om det

så driver væk fra hendes planet

svæver vægtløst rundt igen

som måne ude af orbit

***

Jo mere stille der blev, jo bedre kunne jeg høre dyret

      rode rundt

spærret inde i mit bryst

I morgen sprætter jeg ribbenene op, lader den se morgenlyset

kunne jeg sige til mig selv

    alligevel aldrig

En dag vidste hun det

Som to kunstige intelligenser sat til at kommunikere i en fælles server

sad vi overfor hinanden på café

Der blev sagt: stødet spiddede vores baby jeg bar rundt på

Og jeg så for mig: 

derinde bagved, i min moderjord, 

lå den helstegte kylling på spyd og drejede rundt og rundt over et bål

Og det hele var ovre som en ferie

Jeg græd og hun græd 

Og da havet det fyldte mellem vores to kropsbjerge

måneder senere frøs til, vandrede jeg over isen,

smed hadet fra mig, jeg havde båret som kappe og 

så hendes to eksploderede stjerner og vidste da, 

det var for sent

Lyset i hendes øjne var fra en anden tid

Lagde mig i hendes arme igen, men kun som hotel 

og vi sagde farvel

og hun cyklede af sted med sin åbne hættetrøje, der foldede sine vinger ud i vinden 

og jeg satte af på mine høje klove i min pels,

og løb til et skib i horisonten

forsvandt bag jordens krumning

Nu sidder jeg på dage ved vinduet 

Hakker en ny finger af 

og tegner med lyset der står ud af den

hendes ansigt i himlen

indtil det dør ud