Brainrat

Jeg har ligget og ventet på det. Det som sker nu. Dét, der var tilbage af natten er forsvundet og lysrørene søger op mod de små huller i skyerne, sci-fi agtigt som stilte man sig ind under dem blev man suget op og op, og, indtil, jeg ved det ik. Det kan være ligemeget. Jeg er træt, hvad er mit problem, hvorfor rawdogger jeg dagen sådan her, uden søvn. Møder ven og det er helt ok, har forberedt mig hjemmefra. 3 samtaleemner jeg ved berører os begge, 1 til at starte med, nummer 2 til når nummer 1 dør ud og nummer 3 til at afslutte på. Så er den halvanden time ligesom gået, og man kan smutte hjemad med god samvittighed og en følelse af at være et socialt menneske med en omgangskreds. På vej hjem, vandrende ind i eftermiddagens melankoli, finder jeg til kun 12 kroner en citronmåne i Netto. Ser den lidt an, Dan Cake. Pakker den op i toppen, haha jeg spiser den som en durum tænker jeg og smiler for mig selv, mens jeg ligger på sofaen og brainrotter den til de sygeste ting. Helt slørede klip, pixeleret, i ørkenlignende omgivelser. Den gule, sandede, meget tørre baggrund. Jeg er begyndt at kende våbnene på deres lyde, AK-47, de metalliske klap, den model de fleste af gutterne render rundt med, mens de pløkker gennem afværgende hænder. Som om det kommer til at stoppe det, der rammer dem nu. De fleste klip er, ud fra vinklen, filmet fra et Go-Pro spændt fast om hovedet. Det er totalt POV, pornoagtigt uden pornoen. En gang i mellem brydes strømmen af andre hjemmevideoer, amerikanske collegepiger danser på deres kollegieværelser, skarp koreografi, huden der holder kødet inde. Det hele bølger. Pludselig er der noget i min krop, som prøver at komme i kontakt med mig, en prikken der forstyrrer ritualet, jeg river mig løs fra lyset og kigger ud i verden, shit, mit værelse er helt mørkt, kigger ud af vinduet og verden er sort. Det tager et par sekunder, før jeg lokaliserer følelsen. Det er blæren. Skal pisse. Scroller jeg hurtigt nok forsvinder trangen ved jeg, kroppen går i dvale, min bevidsthed disconnecter sig fra kødet, nerverne ligger bedøvede tilbage. Nu, en hund får placeret poten på et bord og får hakket den af med en slagterkniv, humper videre som om intet var sket. Intet blod, ingen reaktion. Den pelsede pote kigger op på mig som et væsen. Sådan er det ikke med mennesker, de skriger, der er blod, men på en tegneserieagtig måde, øjnene på vid gab. De tror ikke engang selv på det. Scroller videre, videre. Ham der idioten, ham fra USA, racisten der støttede Trump bliver skudt. Blodet står i en lige linje ud af halsen på ham som blev der prikket hul på et vandrør. Så kan han lære det. Har set videoen mange gange før, men ikke i så god kvalitet, det er som om den er blevet retoucheret. Det gør det ikke mere ægte, nærmest omvendt, det kunne lige så godt være AI. Hvad er der blevet af at overlade noget til fantasien. Videre, videre ned. Mærker noget prikke til mig et sted i min krop, det bliver ikke lige nu. Lige nu ligger jeg her, lige nu mediterer jeg. Jeg kan godt lide billedet, den tanke bærer med sig, af mig selv som munk, i klosteret med et mål om at forsvinde. I gang med at frakoble mig al overflødighed. Det prikker et sted, meget langt væk, med længere og længere mellemrum.