Til maskebal

Drømte i nat jeg havde rådne mælketænder

At jeg var et subjekt på sådan en størrelse man kan samle op og holde om

Lille baby der ikke kan gøre forfærdelige ting man kan hade den for endnu

Dagen åbner sig for mig, gardiner går op til en ny forestilling

De mange scener skal udspille sig snart

Frelser træder ind og breder armene ud 

Kroppen former et kors jeg kan hænge mig på

Har altid vidst han var min far

Ny scene hvor jeg placerer mig på krydset foran dommerne

Der findes 3700 følelser 

Lige nu mærker jeg denne her:

Har bare brug for stor applaus

Ser op mod lampesolen til den vokser sig så stor at den sluger mig 

og alt er gult og hvidt og ligemeget

IRL

Det har været nogle dårlige dage i lang tid nu

Det er vi flere tanker, der er enige om

Ser ud af vinduet, ned på alle folk

på deres helt egen

lille scene

Lægger mig til rette i den hvide sofa 

ved siden af dig, bagerst i mit hoved

og du kradser mig på ryggen som en nysgerrig kat

til sofaen er blevet rød

Og jeg rejser mig fra den og går 

ud i virkeligheden til alle de andre

og jeg finder min plads på klapstolen

og hører om bedrifter

Wow

Giver stor applaus

Tager ting i munden

og spytter dem ud igen

$$$

Står igen og poserer for usynlige fotografer

Til dem der kigger gennem nøglehullet

er det rigtigt

Mit hjerte er støbt i guld og hænger i en kæde om min hals

Bare kom ind så du kan tage fat og holde om det, 

føle dets dunken 

som fiskehjerter der ikke har fattet de har forladt en krop endnu 

og kun holder liv i en forestilling

Kom og følg med

når jeg går ned i en automat og trækker et smil

med hjertet uden på tøjet

og smilet uden på ansigtet

Så vi kan være mere end bare tanker om hinanden

$$$

En gammel hæmoride er blusset op igen

Sidder her sammen

med alle de andre arbejdsløse

hjemmeboende

Ser mig selv cykle forbi 10 gange i genspejlet i ruden

Vi ser godt ud 

Os sammen

Og vi knalder rigtigt godt når vi knalder 

allesammen

Hende der sidder derover skylder mig et knald

Men jeg skylder hende flere penge

Og på den måde er vi forbundet

på en rigtig varm og skrøbelig måde

yes

euforien føles så syntetisk selvom den er lige her

og forsvinder i en udånding

eller blev den sprøjtet ind og løber ud af mine åbne blodårer nu

rækker ud efter et punkt i luften, hvad ellers er værd at holde fast i

sad lige på tagtoppe og så på smeltende sole, hvad ellers

når symptomerne fra et godt møde forsvinder,

i baggrunden, røgen fra kraftværkets overdimensionerede skårsten

blev til candyfloss

i det lyserøde skær

hvis månen kunne snakke havde den svaret mig,

hvis solen var større var det aldrig blevet dag

#culture#crimelife#blessed

Flyder for tiden. Ikke i en retning med en strøm. Nej, i poolen mellem klumperne af menneskekød, de sociale øer, der hver har et navn. I fredags ramte jeg en af dem og de lod mig træde i land. Hvem er jeg for jer og hvad er i for mig, er der ingen der spørger. Hvem er ensom nok til at invitere sig selv til at starte med, spørger man med øjne. 

Hvem er du?

Den hjemvendte europæiske prins.

Ej, fortæl.

Nej, men bjergene, 

du skulle have set dem.

Kulturen, den fattigdom.

Cigaretrøgen hænger i vægtløse silketråde fra loftet, hvis ikke jeg svedte havde jeg ikke røget den her smøg, og samtidig, netop nu, mens min krop er lige her, sidder en anden krop, magen til min på et andet bodega, og skyder amfetamin og spiller kort sammen med hjorte i munkekostumer.

Og på et punkt i natten, registrerer vi eksistensen af hinanden, som fingre i mørket der kort mødes og aldrig finder hinanden igen. 

Og nærmest messende, siger vi i kor

i en tone som blev lyden afspillet gennem os:

Hvis jeg skulle vælge mellem en lejlighed eller en kæreste,

havde jeg valgt lejligheden.

På den måde,

er jeg et offer.

Og sådan fortsætter vi, med at sige flere ting i den retning, som vi altid har gjort.

Og finder vej hjem gennem solsystemer,

som kometer 

i hver sin bane

skyder forbi hinanden.

Love in the light of the night - nu i ny udgave

Igen er min hukommelse bare en ørken 

billeder blæser gennem

og forsvinder

Se med her fra i går:

Dyreøjne lyser op i junglenatten

Er følelsen de mærker kravle ind under trøjen, at nogen ser på dem

Og trækker mig tilbage,

i skyggen bag en sky af vapedamp

Køber drink og penge bliver til virkelighed

Penge bliver altid til virkelighed

Penge er små søde biller

De kravler op ad min arm og hals og ind gennem portene til mit hoved og bygger rede herinde

         

            Gud er blevet syg

   

     Hesten er løs

Moser mig gennem kødet, mod dj

slagtesvin, er vi alle,

hænger fra loftet og drypper blod, 

Springer i poolen i hendes øje

Pupillen flyder rundt som en badebold

Jeg dasker til den

og hun kigger væk, poserer for usynlig fotograf

Ligger i det hvide landskab, 

bugten mellem dynerne

Navlestrengen midt i hendes bryst

Kildede i næsen da jeg vågnede, hun må have rystet sin pels

hov vækkede jeg dig siger hun

og noget siger mig jeg skal gå, før hun beder mig om det

så driver væk fra hendes planet

svæver vægtløst rundt igen

som måne ude af orbit

***

Jo mere stille der blev, jo bedre kunne jeg høre dyret

      rode rundt

spærret inde i mit bryst

I morgen sprætter jeg ribbenene op, lader den se morgenlyset

kunne jeg sige til mig selv

    alligevel aldrig

En dag vidste hun det

Som to kunstige intelligenser sat til at kommunikere i en fælles server

sad vi overfor hinanden på café

Der blev sagt: stødet spiddede vores baby jeg bar rundt på

Og jeg så for mig: 

derinde bagved, i min moderjord, 

lå den helstegte kylling på spyd og drejede rundt og rundt over et bål

Og det hele var ovre som en ferie

Jeg græd og hun græd 

Og da havet det fyldte mellem vores to kropsbjerge

måneder senere frøs til, vandrede jeg over isen,

smed hadet fra mig, jeg havde båret som kappe og 

så hendes to eksploderede stjerner og vidste da, 

det var for sent

Lyset i hendes øjne var fra en anden tid

Lagde mig i hendes arme igen, men kun som hotel 

og vi sagde farvel

og hun cyklede af sted med sin åbne hættetrøje, der foldede sine vinger ud i vinden 

og jeg satte af på mine høje klove i min pels,

og løb til et skib i horisonten

forsvandt bag jordens krumning

Nu sidder jeg på dage ved vinduet 

Hakker en ny finger af 

og tegner med lyset der står ud af den

hendes ansigt i himlen

indtil det dør ud