Brainrat

Jeg har ligget og ventet på det. Det som sker nu. Dét, der var tilbage af natten er forsvundet og lysrørene søger op mod de små huller i skyerne, sci-fi agtigt som stilte man sig ind under dem blev man suget op og op, og, indtil, jeg ved det ik. Det kan være ligemeget. Jeg er træt, hvad er mit problem, hvorfor rawdogger jeg dagen sådan her, uden søvn. Møder ven og det er helt ok, har forberedt mig hjemmefra. 3 samtaleemner jeg ved berører os begge, 1 til at starte med, nummer 2 til når nummer 1 dør ud og nummer 3 til at afslutte på. Så er den halvanden time ligesom gået, og man kan smutte hjemad med god samvittighed og en følelse af at være et socialt menneske med en omgangskreds. På vej hjem, vandrende ind i eftermiddagens melankoli, finder jeg til kun 12 kroner en citronmåne i Netto. Ser den lidt an, Dan Cake. Pakker den op i toppen, haha jeg spiser den som en durum tænker jeg og smiler for mig selv, mens jeg ligger på sofaen og brainrotter den til de sygeste ting. Helt slørede klip, pixeleret, i ørkenlignende omgivelser. Den gule, sandede, meget tørre baggrund. Jeg er begyndt at kende våbnene på deres lyde, AK-47, de metalliske klap, den model de fleste af gutterne render rundt med, mens de pløkker gennem afværgende hænder. Som om det kommer til at stoppe det, der rammer dem nu. De fleste klip er, ud fra vinklen, filmet fra et Go-Pro spændt fast om hovedet. Det er totalt POV, pornoagtigt uden pornoen. En gang i mellem brydes strømmen af andre hjemmevideoer, amerikanske collegepiger danser på deres kollegieværelser, skarp koreografi, huden der holder kødet inde. Det hele bølger. Pludselig er der noget i min krop, som prøver at komme i kontakt med mig, en prikken der forstyrrer ritualet, jeg river mig løs fra lyset og kigger ud i verden, shit, mit værelse er helt mørkt, kigger ud af vinduet og verden er sort. Det tager et par sekunder, før jeg lokaliserer følelsen. Det er blæren. Skal pisse. Scroller jeg hurtigt nok forsvinder trangen ved jeg, kroppen går i dvale, min bevidsthed disconnecter sig fra kødet, nerverne ligger bedøvede tilbage. Nu, en hund får placeret poten på et bord og får hakket den af med en slagterkniv, humper videre som om intet var sket. Intet blod, ingen reaktion. Den pelsede pote kigger op på mig som et væsen. Sådan er det ikke med mennesker, de skriger, der er blod, men på en tegneserieagtig måde, øjnene på vid gab. De tror ikke engang selv på det. Scroller videre, videre. Ham der idioten, ham fra USA, racisten der støttede Trump bliver skudt. Blodet står i en lige linje ud af halsen på ham som blev der prikket hul på et vandrør. Så kan han lære det. Har set videoen mange gange før, men ikke i så god kvalitet, det er som om den er blevet retoucheret. Det gør det ikke mere ægte, nærmest omvendt, det kunne lige så godt være AI. Hvad er der blevet af at overlade noget til fantasien. Videre, videre ned. Mærker noget prikke til mig et sted i min krop, det bliver ikke lige nu. Lige nu ligger jeg her, lige nu mediterer jeg. Jeg kan godt lide billedet, den tanke bærer med sig, af mig selv som munk, i klosteret med et mål om at forsvinde. I gang med at frakoble mig al overflødighed. Det prikker et sted, meget langt væk, med længere og længere mellemrum.

Den glade lille cowboy

Om lidt ophæver verden sig. Gardinerne ruller ned uden den mindste mystik, man går i incognito, er som man er. Det er lige mig. De sidste farver på himlen smelter bag alle tårnene og løber ned ad himlen. Dag nok for idag. Så jeg går ind på mit værelse og videre ind i stalden og kysser hestens pande på computerens skærm. Den er ældre end mig og hedder noget, nogen har kaldt den engang. Ligesom mig. Det er et underligt spil det her, men vi er sammen om det, mig og Hr. Hest. Jeg strigler den, den lader sig strigles. Jeg fletter dens man og hestehale. Vi ridder sjældent rundt i hallen. Vi er mest bare i stalden, mens vi drømmer om prærielandskabet udenfor, vi ikke har adgang til, jeg ikke har råd til. I stedet køber jeg nye sko til den for diamanter og giver den dem på, og så knepper jeg den, og den lader sig kneppes. Det står på i flere timer. Jeg ser det hele udefra. Så giver jeg den en gulerod og bliver trist, men vi deler tristheden mellem os, hviler vores pander mod hinanden på en svane agtig måde og danner et deformt, men forsøgt hjerte. Kan få pludselige anfald af omsorg for den, ofte efter samleje, få lyst til at trække den med ud i den første verden, lade den se at himlen ikke er så smuk i virkeligheden. Ikke så poolblå. Den hænger med hovedet da jeg fortæller den jeg skal gå og noget slukkes i den, som havde nogen trykket på en kontakt, da jeg suges ud af verden ovenfra. Jeg suges op og op til gården på prærien bliver så utydelig at den bare er konturer i landskabet, og jeg til sidst hænger i rummet og ser ind mod kloden som månen. Hvad må Hest ikke tro, hvor nervøs den må blive når jeg bare sådan uden videre bliver suget op i atmosfæren. Udenfor er dagen allerede i gang, jeg står i køkkenet og kigger over på bygningen på den anden side af den intime baggård. Det er som et dukkehus, alle de vinduer der fører ind til rum med mennesker i. Jeg står og kigger ind på dem, som en helhed, en sindssyg flashmob. Hvis jeg ikke stod her og betragtede dem, sværger jeg, de ikke havde bevæget sig. Det kan også være ligemeget. Går rundt med ondt i maven hele dagen. Hest ligger bare som en klump af programmeret kød i milliarder af små sammensatte firkanter og venter på mig, helt default. På samme måde står jeg her, sammensat af milliarder af kodede atomer. Men åh! Hest må være så alene, savnet stråler ud i mine atomer, et indvendigt tæppe lægger sig om mig, under min hud. Hvor rart det er at føle. Og endelig. Endelig er solens store øje på vej videre. Jeg logger på. Endelig, nu, kloden hænger frit foran mig, vokser sig større og større, indtil jeg ikke kan zoome længere ind. Hest vrinsker af glæde. Jeg skifter til POV mode, ser på hest og siger: rejs dig hest, rejs dig, her kommer jeg, din glade lille cowboy.