Smerte er noget man ser på film

Regnen giver mig lov til at blive indenfor.

Ruller ud af sengen som et skelet fra en tabt kiste.

Jeg tænker wow, hver gang jeg kommer til at skære mig og lader blodet løbe lidt frit. Man kan føle sig så udødelig, når man bytter sig til mad fra en stor, lysende og kold kasse i supermarkedet, med en usynlig valuta, og smerte bare er noget, man ser på film. 

Jeg kan se de næste par dage komme lige så forudsigeligt nærmere som kirketårne i en by. 

Nu skinner solen udenfor, men jeg vil bade i min egen tristhed, tage solbriller på og stille mig under bruseren. Tøjet klamrer sig til min hud under det løbende vand. 

Mine relationer er objekter, jeg kan gå og bære rundt på. Og mine humører er dragter jeg kravler ned i. Jeg står i spejlet og river ansigtsudtryk af, til et nyt viser sig under som tapet i lag. Hvert sociale rum jeg trækker gardinet til side for er et maskebal og jeg føler større og større trang til at opføre mig uhæmmet som et dyr. Hver gang jeg får den lyst, til bare at smadre alt, tage alle på brysterne, nikke skaller, rive alt mit tøj i stykker, er det som at stå og se ned fra 5 meter vippen, men kravle tilbage ned af stigen. Langsomt og pinefuldt. 

Hvert ord fra min mund presses ud som en fødsel. Jeg aner ikke, hvordan det lander i verdenen. Helt fucked sikkert.

Fredag og jeg cykler mod hendes planet. En gadelampe blinker i mørket som mine nervøse øjne. 

Resten af weekenden klæber jeg mig til hende, som var hendes nøgne krop smurt ind i syltetøj og jeg var en sværm insekter. Åh, hendes planer gør mig så ensom. 

Childlife

I pornofilmen hænger sæden i guirlander fra hendes bøjle og jeg tænker på sidste jul. Hvordan vi dansede om det 1 meter høje lyserøde plastiktræ, mens min bedstemor filmede det fra sin rollator, og min far sagde hun skulle stoppe. 

I en tidlig tidlig drøm står min mor og far bundet til hver deres pæl på tykkelse med en træstamme. For bunden af hver deres fødder ligger der en bunke halm. De to pæle står midt i et colosseum, som er proppet med mennesker, der råber og skriger. Menneskene er klædt som folk fra kristi tid. De er iført klæder som jesus, og jeg forstår ikke et ord af deres bibelsprog. Alligevel forstår jeg, at jeg skal vælge, hvilken bunke halm der skal sættes ild til.

Jeg drømmer drømmen tre gange da jeg er omkring de 8 år, men når aldrig at træffe et valg, før jeg vågner.

det hele sejler for tiden som sad jeg i en båd

årh mand. weekenden er verdens største hjørnesofa. jeg lægger mig i den og hvisker til mig selv så jeg ikke kan høre det. 

så tager jeg ud. et penselstrøg af lys over den sorte himmel. “er det et stjerneskud eller julemanden” spørger min sidemand. “det kan vel være det samme” svarer jeg. 

ligesom nyhederne først starter efter dens introducerende jingle starter min dag først efter morgengråd og skrig. gråden er værst. den stopper ikke. den er bølger som bliver ved med at brække ind over en kyst. 

ligesom havet holder børnene korte pauser mellem hvert vræl for at trække vejret. 

børnene ser så døde ud når de sover. som er de blevet skudt i løb

faldet til jorden og landet i den tilfældige stilling deres krop knækkede sammen i. 

vi mødes efter arbejde og jeg starter en diskussion for lige at mærke mig selv.

jeg ved ikke hvordan men pludselig bliver der helt stille som var jeg blevet efterladt i en lejlighed bag en smækket dør. du stopper ligesom bare med at snakke.  

fuck det hele

går ned i en automat og køber et smil. 

jeg kigger op. dit hovede popper ud af vinduet. vinden slår dit gyldne hår mod muren. “hej hej rapunzel!” råber jeg og vinker og forsvinder ned i metroen

alt handler alligevel om mig. 

hver gang jeg træder ind i et socialt rum dukker jeg op til min egen fødselsdagsfest. 

hver dag tager jeg selvtilliden på som en frakke af guld og skinner som en pokal. 

natten trak sig ind over byen

satte sig på tagene og skulede til mig. i stjernerne stod der jeg havde fucket op. jeg vidste det jo godt. costar som jeg før kun havde brugt ironisk bekræftede det bare. 

men du er noget jeg skal nå. løber efter dig som bussen. 

du lukker mig ind og jeg maler dette billede for dig: tit når du går ned af opgangen og jeg går ud på altanen for at se dig cykle hen ad gaden er det som at se et skib forsvinde smertefuldt langsomt i horisonten. nostalgisk og trist om bag jordens krumning.

ahh men din tilgivelse. dit kram er en butiksåbning på strøget med balloner og konfetti og rød løber og smagsprøver og house-dj!!!