Regnen giver mig lov til at blive indenfor.
Ruller ud af sengen som et skelet fra en tabt kiste.
Jeg tænker wow, hver gang jeg kommer til at skære mig og lader blodet løbe lidt frit. Man kan føle sig så udødelig, når man bytter sig til mad fra en stor, lysende og kold kasse i supermarkedet, med en usynlig valuta, og smerte bare er noget, man ser på film.
Jeg kan se de næste par dage komme lige så forudsigeligt nærmere som kirketårne i en by.
Nu skinner solen udenfor, men jeg vil bade i min egen tristhed, tage solbriller på og stille mig under bruseren. Tøjet klamrer sig til min hud under det løbende vand.
Mine relationer er objekter, jeg kan gå og bære rundt på. Og mine humører er dragter jeg kravler ned i. Jeg står i spejlet og river ansigtsudtryk af, til et nyt viser sig under som tapet i lag. Hvert sociale rum jeg trækker gardinet til side for er et maskebal og jeg føler større og større trang til at opføre mig uhæmmet som et dyr. Hver gang jeg får den lyst, til bare at smadre alt, tage alle på brysterne, nikke skaller, rive alt mit tøj i stykker, er det som at stå og se ned fra 5 meter vippen, men kravle tilbage ned af stigen. Langsomt og pinefuldt.
Hvert ord fra min mund presses ud som en fødsel. Jeg aner ikke, hvordan det lander i verdenen. Helt fucked sikkert.
Fredag og jeg cykler mod hendes planet. En gadelampe blinker i mørket som mine nervøse øjne.
Resten af weekenden klæber jeg mig til hende, som var hendes nøgne krop smurt ind i syltetøj og jeg var en sværm insekter. Åh, hendes planer gør mig så ensom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar