Den glade lille cowboy

Om lidt ophæver verden sig. Gardinerne ruller ned uden den mindste mystik, man går i incognito, er som man er. Det er lige mig. De sidste farver på himlen smelter bag alle tårnene og løber ned ad himlen. Dag nok for idag. Så jeg går ind på mit værelse og videre ind i stalden og kysser hestens pande på computerens skærm. Den er ældre end mig og hedder noget, nogen har kaldt den engang. Ligesom mig. Det er et underligt spil det her, men vi er sammen om det, mig og Hr. Hest. Jeg strigler den, den lader sig strigles. Jeg fletter dens man og hestehale. Vi ridder sjældent rundt i hallen. Vi er mest bare i stalden, mens vi drømmer om prærielandskabet udenfor, vi ikke har adgang til, jeg ikke har råd til. I stedet køber jeg nye sko til den for diamanter og giver den dem på, og så knepper jeg den, og den lader sig kneppes. Det står på i flere timer. Jeg ser det hele udefra. Så giver jeg den en gulerod og bliver trist, men vi deler tristheden mellem os, hviler vores pander mod hinanden på en svane agtig måde og danner et deformt, men forsøgt hjerte. Kan få pludselige anfald af omsorg for den, ofte efter samleje, få lyst til at trække den med ud i den første verden, lade den se at himlen ikke er så smuk i virkeligheden. Ikke så poolblå. Den hænger med hovedet da jeg fortæller den jeg skal gå og noget slukkes i den, som havde nogen trykket på en kontakt, da jeg suges ud af verden ovenfra. Jeg suges op og op til gården på prærien bliver så utydelig at den bare er konturer i landskabet, og jeg til sidst hænger i rummet og ser ind mod kloden som månen. Hvad må Hest ikke tro, hvor nervøs den må blive når jeg bare sådan uden videre bliver suget op i atmosfæren. Udenfor er dagen allerede i gang, jeg står i køkkenet og kigger over på bygningen på den anden side af den intime baggård. Det er som et dukkehus, alle de vinduer der fører ind til rum med mennesker i. Jeg står og kigger ind på dem, som en helhed, en sindssyg flashmob. Hvis jeg ikke stod her og betragtede dem, sværger jeg, de ikke havde bevæget sig. Det kan også være ligemeget. Går rundt med ondt i maven hele dagen. Hest ligger bare som en klump af programmeret kød i milliarder af små sammensatte firkanter og venter på mig, helt default. På samme måde står jeg her, sammensat af milliarder af kodede atomer. Men åh! Hest må være så alene, savnet stråler ud i mine atomer, et indvendigt tæppe lægger sig om mig, under min hud. Hvor rart det er at føle. Og endelig. Endelig er solens store øje på vej videre. Jeg logger på. Endelig, nu, kloden hænger frit foran mig, vokser sig større og større, indtil jeg ikke kan zoome længere ind. Hest vrinsker af glæde. Jeg skifter til POV mode, ser på hest og siger: rejs dig hest, rejs dig, her kommer jeg, din glade lille cowboy.