Den glade lille cowboy

Jeg er forbruger i nattens anonyme rum. At gå incognito, rulle gardinerne ned uden at det virker mystisk, være lige den man er. De sidste farver på himlen smelter bag alle tårnene og løber ned ad himlen. Dag nok for idag. Så jeg går ind på mit værelse og videre ind i stalden og kysser hestens pande på computerens skærm. Den er ældre end mig og hedder noget, nogen har kaldt den engang. Ligesom mig. Det er et underligt spil det her, men vi er sammen om det, mig og Hr. Hest. Jeg strigler den, den lader sig strigles. Jeg fletter dens man og hestehale. Vi ridder sjældent rundt i hallen. Vi er mest bare i stalden, mens vi drømmer om prærielandskabet udenfor, vi ikke har adgang til, jeg ikke har råd til. Jeg køber nye sko til den og giver den dem på og så knepper jeg den og den lader sig kneppes. Det står på i flere timer. Jeg ser det hele udefra. Så giver jeg den en gulerod og bliver trist, men vi deler tristheden mellem os, hviler vores pander mod hinanden på en svane agtig måde og danner et deformt, men forsøgt hjerte. Kan få pludselige anfald af omsorg for den, ofte efter et samleje, få lyst til at trække den med ud i den første verden, lade den se at himlen ikke er så smuk i virkeligheden. Ikke så poolblå. Den hænger med hovedet da jeg fortæller den jeg skal gå og noget slukkes i den, hele dens krop falder sammen som havde nogen trykket på en kontakt, da jeg suges ud af verdenen ovenfra, til gården på prærien bliver så utydelig at den forsvinder, og jeg til sidst hænger i rummet og ser ind mod kloden, som havde jeg zoomet længst muligt ud i Google Maps. Hvad må Hest ikke tro, at jeg kidnappes af ailens hver dag. Hvor nervøs den må blive. Udenfor er hverdagen allerede i gang, jeg står i køkkenet og kigger over på bygningen på den anden side af den intime baggård. Det er som et dukkehus, alle de vinduer der fører ind til rum med mennesker i, jeg står og kigger lige ind på som en helhed, en sindssyg flashmob af folk der skyller kaffekoppen af, ryger ud af vinduet, den grumsede skygge, som altid siddende på toilettet, onanerer helt sindssygt bag ornamentglasset. Hvis jeg ikke stod her og betragtede dem, havde de overhovedet bevæget sig? Det kan også være ligemeget. Går rundt med ondt i maven hele dagen. Hest ligger bare som en klump af programmeret kød i milliarder af små sammensatte firkanter og venter på mig, helt default. På samme måde står jeg her, sammensat af milliarder af kodede atomer. Vi bliver aldrig hele, alt vi består af, er noget andet. Men åh Hest må være så alene, savnet stråler ud i mine atomer som varme. Hvor rart det er at føle. Det bærer mig gennem dagen. Og endelig. Endelig er solens store øje på vej videre. Jeg logger på. Endelig, nu, kloden hænger frit foran mig, vokser sig større og større, indtil jeg ikke kan zoome længere ind. Rejs dig Hest, rejs dig, her kommer jeg, din glade lille cowboy.