musikken løftede mig højere og højere op
guddommelig steg jeg til vejrs
og ramlede ind i himmelhvælvingen
med hovedet først
nikkede den skaller
til det løb
med blod fra min næse
jeg svævede videre over mennesker
velsignede dem
lod dem se hvor smuk jeg var
hvor let jeg trådte gennem luften
mens deres øjne fodrede mig
med blikke
som jeg slugte råt
intet kunne stille min sult
jeg åd vibrationer fra højtalere
som skød tungt gennem luften
før mennesker kunne nå at få fat i dem
og med fråde løbende ned ad hagen
satte jeg tænder i samtaler
som var mine og kun mine
fortalte ansigter alt de skulle vide om mig
om bassvictim og andet musik
som de ikke hørte men burde
som scandinavian star eller alcatraz fx
jeg var jesus og jeg
knækkede stykker af mit legeme
som jeg stoppede ned i halsen på dem
lod dem slukke tørsten
i blodstriben fra mit næsebor
mens jeg hang vægtløst i luften
lod mig opløse i røgen
og en taurinpige trak mig ind
som ilt i hendes lunger
omfavnede mig
indvendigt og sjaskvådt
så det dampede fra hendes læber
og tungen
der smagte af redbull og vapejuice
snoede sig om mig og bandt knuder stramt
men jeg skoddede gløder
i hendes skød
og gled ud af det glatte greb
kastede mig gennem lokalet
zigzaggende i takt til technoen
sprang jeg igennem mig selv
indtil hele min krop føltes
som en sovende fod
og øjne så bag mig
som var jeg gennemsigtig
mens jeg skingert skreg i hoveder
at de skulle fucke ad helvede til
og jeg forsvandt ind i det hul
der var tilbage af min bevidsthed
og følte mig som ingenting
idet min krop samlede sig på toiletgulvet
og min koldsved blandede sig dryppende med pisset
på de snaskede fliser som omfavnede min gåsehud
koldt og hårdt
men det skulle ikke være enden
jeg måtte genopstå
tog tilløb og blev grebet af engle
der med baskende vinger
trak mig så langt op
jeg til sidst kun var højde
og endelig kunne nå himlen
så jeg tæskede igen løs på den
og skreg til gud
han skulle lade mig sove
på sin sofa i nat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar