jeg modtager en kuvert med et aftryk af et læbestiftrødt kys og i ligger dit hår sort og krøllet presset fladt i snoet form som en slange

åbner instagram og taster 

dit navn i søgefeltet 

det føles helligt som var din profil

et evangelium i biblen 

ved ikke om jeg håber

du har postet noget nyt

men aner ikke om du har

for har begrænset din profil

så det ikke kommer op på mit feed

når du poster opslag eller stories 

for kan ikke holde ud 

at dit liv burde være i mit

sådan rent fysisk

samtidig med at det er så tilgængeligt

for alle i digital form

fx når du lægger et billede op 

af din vinduesinstallation på et galleri 

og skriver i cut of my hair saved it in a plasticbag then i preserved it 

eller et andet opslag

af det dit værk bestod af 

dit hår støbt i epoxyforme 

hvor du skriver in the victorian era if a loved one died or travelled far away it was common to commission jewelry made from their hair

jeg læser kommentarerne 

på opslagene og en fyr

har kommenteret

yes you did på det første 

på det andet opslag

har en anden skrevet

looove og jeg er pænt træt af 

jeg blev revet med

for det er nok dem du har ses med

mens jeg har ligget og set på 

de billeder du tog af dine bryster 

på mit digitalkamera som jeg

sletter imorgen

og jeg kan se på den enes profil at han er model 

hvilket er mega ubelejligt 

men selvfølgelig kunne han også bare være

din ven og jeg kan se at han designer tøj 

men han er nok din ven 

så jeg sletter instagram for sidste gang

så jeg kun kan logge på safari 

hvor det ikke er så userfriendly 

fx at se reels

men inden jeg når at slette appen 

stadig inde på din profil

poster du pludselig

en ny story

smuk i et spejl med en nederdel du selv har lavet

af et materiale jeg ikke kan vurdere hvad er

det er ikke stof nærmere plastic

eller tyk gummi

og jeg ærgrer mig over

ikke at kunne lade være

for jeg ved du tjekker

om jeg ser dine stories og forestillingen om dig

der ser jeg ikke har set din story

føles lige så euforisk 

som 10000 likes