jeg håber nogen synes jeg er hot
og med nogen mener jeg en
som jeg selv synes er lækker
hvor det kan være lige meget
om det er andet end dét
selvom en ok samtale morgenen efter
ikke skader
selvom jeg selv ikke giver særlig god sex på one night stands
og derfor fx må gå ned på dem eller være sjov
for at håbe de giver mig en chance til
det kan være en sjældenhed
med dem jeg selv synes er sjove
så føler jeg mig ikke sjov nok
jeg spænder op i maven
når jeg tager min trøje af
igennem hele samlejet faktisk
spænde i maven
mine brystmuskler er asymmetriske
det venstre bryst er større end det højre
jeg har forsøgt at udligne det
ved at løfte højere vægt
med den svage side
når jeg har lavet dumbbell press
håbe hun lægger hånden
på det store efterfølgende
jeg fik engang at vide jeg havde en god ryg
en anden sagde mine boller var flotte
fordi de ikke hang så meget sagde hun
hun nævnte ikke min pik desværre
jeg sveder tit under armene
selvom jeg har kolde hænder
jeg kan godt lide alkohol
fordi samtaler går hurtigere over
og cigaretter fordi
man ikke kan snakke når man puster røg ud
kings pocket fordi de er tyndere
og jeg kan tænde en ny hurtigere
kokain fordi det er svært at sige nej
samtaler med bartendere
fordi de spørger
jeg kan ikke lide at tage solbriller af
at rummet var mere lyst
end hvad det gav udtryk for
folk kunne se mine bevægelser
tydeligere end jeg troede
og de mørke pletter under mine arme
der blottes i det skrighvide
lys i toiletspejlet