digte igen: linjefagsuge på testrup med tema: in love

mit hjerte er tusind insekter der kravler ud i min krop gennem stier

mit bryst er en skål du lægger dit hovede i den

pluk af mine brystblade siger du 

lad mig ikke være et kammer

du hvisker dagen er en hemmelighed

så ligger os bare 

under stjernernes knæ

puster ud om drømme

jeg spiser af din hånd

du

lægger maden ned i min hals

mærker lidt på trist objekt

knuger det sådan

sammenfoldet i min hånd

din hånd vil folde ud

dit hjerte banker sig gennem natten

ligger og mærker dets rytme i madrassen

det vugger mig i søvn

drømmer dit hjerte gror vinger

er en fugl derude i mørket

skriver et brev til verden

er til dig

verden trist af tårer

i min navle

en pool af sæd

føler mig fanget i kronologisk orden

bevæger mig tilbage

ud igennem tiden

vi var så polyfoniske

din hånd på min arm som et modermærke

har brug for stor applaus

er så selvisk

mine tanker er galoperende heste

der smadrer ud over en uendelig slette

vejret er hysterisk

elsker at sidde i vinduer

tænk at kunne svæve 

hvis jorden var blødere

er et objekt der ikke kan komme af med sin energi

bliver derfor bare varm

lader sterinlyse stå tændt 

vender spændt hjem 

hej alle

min gode ven nicklas har lavet en blog! følg med for en masse kalligrafi

https://kalligrafinicklas.blogspot.com/

mere mere digt

forestiller min krop som en parkeret bil

stener bare som en sten 

i fjernsynet fortæller folk at tingene er som de er

tænker mere at tingene bliver til det de siger 

tingene er 

men jeg ligger lige her

beslutter at gøre noget ved det i morgen

sofaen er en sorgbrønd

jeg er faldet ned i

ud af brøndjorden vokser et væsen frem

kravler ud af brøndens øje som tårer

strømmer ustyrligt gennem byen som en havbølge

lægger sig i gadens flader

bliver til et areal

står som ventede jeg på en forsinket flyafgang hvornår fuck 

sker der noget

bevæger mig videre i ryk som metalsmæld 

hen ad 

dag

ens 

stiplede li

njer

har en oplevelse af livet som en mega kæmpe vandslide

hvor dem som står for det praktiske har glemt at tænde for vandet

men jojo det er jo bare ikke lige så sjovt uden vand undskylder jeg

scroller lidt hen ad dagen på instagram

hvorfor er alle igang med at gå den der caminoen

går på facebook for at prøve noget nyt

stopper ved et billede af brad pitt og jeniffer anniston med opsvulmede og rynkede ansigter: this is what ai thinks brad pitt and jenniffer anniston look like without the fame and fortune

tænker på de kendte mennesker jeg kender fra hollywood

vurderer jeg kunne knalde over halvtreds procent af dem

går tur gennem assistenten 

samler på døde navne

lægger dem på min tunge

sluger eller spytter dem ud igen

som med vilkårlige oplevelser på en dag

så står du der

mit hjerte er tusind insekter der kravler ud i min krop gennem stier

mit bryst er en skål du lægger dit hovede i den

pluk mig i stykker siger du 

jeg er ikke et kammer

du hvisker dagen er en hemmelighed

så ligger os bare 

under stjernernes knæ

puster lidt ud om drømme

samtale med boa den anden dag

Jeg snakkede med Boa den anden dag. Vi snakkede om meget. Vi snakkede lidt om døden. Jeg sagde, at det er så klaustrofobisk på en eller anden måde at miste alle sine erindringer. Hvordan man jo egentlig allerede kender følelsen af at være død ved at have været ikkefødt. Og når man prøver at huske den tilstand, som det at være ikkefødt et eller andet sted må være, føles det uendeligt tomt. Boa sagde, at han tror lidt på genfødsel. Jeg svarede, hvis det er rigtigt så er vi højst sandsynligt begge allerede genfødte. Men ingen af os har alligevel nogle erindringer fra før dette liv og vil ikke have det efter. Så hvor meget ville det ændre at vide man er genfødt? Boa sagde, at det vel er rigtig nok, men man bare må finde ro i det. Boa sagde, at han ikke tænker så meget på det, andet end når han skriver digte, hvor han kan få den der følelse af, at livet kun er her lige nu. Nu hvor jeg sidder og skriver det af fra min notesbog, tænker jeg, at det er meget Boaagtigt formuleret. At han er smuk når han ser på verden. Jeg tænker han har ret. Jeg tænker det er ok, at jeg ikke genfødes i menneskelig form. At det er nok for mig, hvis min energi omdannes og lever videre i andre livsformer. Helt simpelt og kliche: hvis min krop bliver til jord en plante kan vokse ud af. Er det vel ok. Det får mig til at tænke på et buddhistisk ritual, jeg også synes er smukt. Hvor den døde krop efter at have ligget nogle dage, måske en uge, og rådnet lidt bliver båret gennem gader i et optog ud til en større plads. Her samles folk i cirkel. Der er gribbe og køller involveret. Jeg er i tvivl om rækkefølgen. Om de først lader gribbene, der cirkler rundt om liget i luften dykke ned og flå det halvrådne kød af i lunser, hvor to mænd derefter smadrer det afpillede skelet med køller mens de griner (husker tydeligt det, at de griner, fordi det virker så eerie at stå og grine, mens man slår sin kammerats gribbebespiste kødløse knogler i stykker). Eller om liget først slås til uigenkendelighed med køller og derefter overlades til gribbene. Ved ikke hvad der er mest grotesk. Men synes det smukkeste er rækkefølgen, hvor gribbene kommer først. Ved ikke hvorfor jeg synes det virker mest naturligt. Mest rent. Måske er det billedet af det mere eller mindre nøgne skelet, der smadres som virker mindre grænseoverskridende end, hvis det var dækket med muskler og kød og så hud. Forestiller mig det virker mindre i live. Et lig pakket ind hud kunne jo ligne en sovende krop. Men ideen bag det hele er, at sjælen for længst har forladt kroppen. At kroppen bare er krop. Et rum for sjælen at indtage og forlade igen til den finder en ny livsform.

hey bloggen, her er et digt

stiller mig ind i spejlet

står lidt og ser ud

har jeg altid set så underlig ud?

ser jo helt blæst ud

rækker hånden ud mod mig selv

retter lidt på mit hår

det gør det bare værre

træder ud i dæmringen

idet solen sniger sig ud af endnu en nat 

senere

med græsset bag mig 

er himlen en stor blå madras jeg ligger på maven i 

falder igennem den

ned i en lur

vågner og vælger et valg

bliver liggende

og noget jeg ikke kan beskrive

åbner sig for mig 

som et hul i den nu 

overskyede himmel

pov

alt omkring mig står stille

bevæger mig bare rundt i min krop

den er et alt for lille rum

med et hul der fører ud til verden

føler bare jeg ser gennem et gopro 

en anden har fået spændt fast om hovedet 

bruger resten af dagen på at kigge på tårer der drypper på gulvet 

overvejer at stille en spand under dem 

de kunne lige så godt komme fra en utæt sprække i loftet

drømmer at jeg taber mine arme

at min krop skiller sig fra sig selv

at et sorgløst væsen samler mine kropsdele sammen i en bunke

og kaster dem i en seng

vågner op ved siden af min krop

den ligger bare der i sin mængde

mit lagen

som en våd klud

jeg aer min kind lidt 

er så sød når jeg sover

individualjaguar uploadede en ny artikel!

vågner op i nostalgi som fra en lur

falder ind i vores beskeder

de ligger som vi efterlod dem

scroller igennem tiden

mine hænder samlet om mobilen 

som bar jeg på en død lille fugl

hele dagen 

bevæger mig rundt i tiktok

en mand med seriøs slagterkniv

hakker pote af hund

den hopper bare videre på tre ben hen ad grusvejen

tænker den reagerer som voksede der en ny pote ud

får en notifikation som en invitation: individualjaguar uploadede en ny artikel!

så træder ind i vinted 

der åbner sig for mig som skydedøre i amagercenteret

bruger lidt tid her, køber to par jeans af en polsk fyr

smiler lidt for mig selv, mærker det i hele kroppen

køber en t shirt

en mere, har manglet en fra dolce&gabbana

dybt i vinted finder jeg det perfekte par jeans

til kun 230, okay, jeg køber

okay okay okay

ser dig pludselig i en stram sort hoodie

får samme følelse som stod du i mængden af mennesker på hangaren

forstår ikke hvorfor du også behøver at være her

trækker mig ud af appen

og ser

endelig

dagen er gledet ind i skumringen som havde den ramt en mur

mørket er altædende, vokser sig større og større

lægger mig i natten

er bare en stjerne for den