a week in the year

møder op bleg som en hvid hval 07:00.

nogle af børnene er ikke så trygge ved mig endnu. står som nervøse heste når jeg træder ind i et rum. 

det er vindstille. regnen er et pindediagram der står ned i lodrette linjer. vi går tur ned mod søen i flok gennem byen. på afstand kunne det ligne et begravelsesoptog med dværge. pludselig ud af regnen bryder solen igennem som havde nogen skruet op for dens lys på et kontrolpanel på den anden side. 

børnene ligger i rækker på blå madrasser og minder mig om billederne fra sociale medier af store haller fyldt ud med flygtninge.

de ligger lige så stille som snigskyttedræbte palæstinensiske jævnaldrende.

så har jeg fri! hjem og besøge far og spise steak og ovnpomfritter. 

får nogle opkald og beskeder fra J. manøvrer uden om dem som glasskår på cykelstien. udenfor mit syn vandrer de små mennesker mod en eller anden verden meget langt væk. det ene øjeblik er de hos mig. det andet øjeblik er de helt væk. 

starter en samtale med en pædagog om bygen der stoppede tidligere. en af os siger: Ikke for at lyde som en plante men solskin er ret lækkert. jeg kan ikke høre hvis stemme det er. 

sådan går dagene. kan se dem passere forbi højt over mig. 

nogle af børnene er sådan her: når de er ved at falde i søvn ligger de uroligt på de blå madrasser som faldne blade der hvert sekund kunne blive taget med af vinden. når de så falder i søvn letter noget i dem og efterlader deres dukkeskal tilbage. 

ahh ja. fredagen. bader. ligger i solen i vandet og flyder som et eller andet oppusteligt badedyr. speedbåde gasser op og stejler som heste. i parken er mennesker på græsset svampe der er vokset ud af jorden. forestiller mig rodnettet der binder dem sammen under dem. 

tager ud. møder ven jeg ikke har set i lang tid og får samme følelse som når man finder en trøje bagerst i skabet man havde glemt man havde. vi snakker og bevæger os i en lige linje ned ad tidslinjen. 

tager videre. er så fuld at jeg lægger mig fladt på sofaen og læner mig tilbage.

på vej hjem i natten er de eneste stjerner de lavthængende der sidder på de modkørende biler. 

om morgenen er aftenens minder blæst væk som aske kastet ud over en klippe. og jeg er lige så tom som en urne der venter på at blive fyldt.