samtale med boa den anden dag

Jeg snakkede med Boa den anden dag. Vi snakkede om meget. Vi snakkede lidt om døden. Jeg sagde, at det er så klaustrofobisk på en eller anden måde at miste alle sine erindringer. Hvordan man jo egentlig allerede kender følelsen af at være død ved at have været ikkefødt. Og når man prøver at huske den tilstand, som det at være ikkefødt et eller andet sted må være, føles det uendeligt tomt. Boa sagde, at han tror lidt på genfødsel. Jeg svarede, hvis det er rigtigt så er vi højst sandsynligt begge allerede genfødte. Men ingen af os har alligevel nogle erindringer fra før dette liv og vil ikke have det efter. Så hvor meget ville det ændre at vide man er genfødt? Boa sagde, at det vel er rigtig nok, men man bare må finde ro i det. Boa sagde, at han ikke tænker så meget på det, andet end når han skriver digte, hvor han kan få den der følelse af, at livet kun er her lige nu. Nu hvor jeg sidder og skriver det af fra min notesbog, tænker jeg, at det er meget Boaagtigt formuleret. At han er smuk når han ser på verden. Jeg tænker han har ret. Jeg tænker det er ok, at jeg ikke genfødes i menneskelig form. At det er nok for mig, hvis min energi omdannes og lever videre i andre livsformer. Helt simpelt og kliche: hvis min krop bliver til jord en plante kan vokse ud af. Er det vel ok. Det får mig til at tænke på et buddhistisk ritual, jeg også synes er smukt. Hvor den døde krop efter at have ligget nogle dage, måske en uge, og rådnet lidt bliver båret gennem gader i et optog ud til en større plads. Her samles folk i cirkel. Der er gribbe og køller involveret. Jeg er i tvivl om rækkefølgen. Om de først lader gribbene, der cirkler rundt om liget i luften dykke ned og flå det halvrådne kød af i lunser, hvor to mænd derefter smadrer det afpillede skelet med køller mens de griner (husker tydeligt det, at de griner, fordi det virker så eerie at stå og grine, mens man slår sin kammerats gribbebespiste kødløse knogler i stykker). Eller om liget først slås til uigenkendelighed med køller og derefter overlades til gribbene. Ved ikke hvad der er mest grotesk. Men synes det smukkeste er rækkefølgen, hvor gribbene kommer først. Ved ikke hvorfor jeg synes det virker mest naturligt. Mest rent. Måske er det billedet af det mere eller mindre nøgne skelet, der smadres som virker mindre grænseoverskridende end, hvis det var dækket med muskler og kød og så hud. Forestiller mig det virker mindre i live. Et lig pakket ind hud kunne jo ligne en sovende krop. Men ideen bag det hele er, at sjælen for længst har forladt kroppen. At kroppen bare er krop. Et rum for sjælen at indtage og forlade igen til den finder en ny livsform.