#culture#crimelife#blessed

Flyder for tiden. Ikke i en retning med en strøm. Nej, i poolen mellem klumperne af menneskekød, de sociale øer, der hver har et navn. I fredags ramte jeg en af dem og de lod mig træde i land. Hvem er jeg for jer og hvad er i for mig, er der ingen der spørger. Hvem er ensom nok til at invitere sig selv til at starte med, spørger man med øjne. 

Hvem er du?

Den hjemvendte europæiske prins.

Ej, fortæl.

Nej, men bjergene, 

du skulle have set dem.

Kulturen, den fattigdom.

Cigaretrøgen hænger i vægtløse silketråde fra loftet, hvis ikke jeg svedte havde jeg ikke røget den her smøg, og samtidig, netop nu, mens min krop er lige her, sidder en anden krop, magen til min på et andet bodega, og skyder amfetamin og spiller kort sammen med hjorte i munkekostumer.

Og på et punkt i natten, registrerer vi eksistensen af hinanden, som fingre i mørket der kort mødes og aldrig finder hinanden igen. 

Og nærmest messende, siger vi i kor

i en tone som blev lyden afspillet gennem os:

Hvis jeg skulle vælge mellem en lejlighed eller en kæreste,

havde jeg valgt lejligheden.

På den måde,

er jeg et offer.

Og sådan fortsætter vi, med at sige flere ting i den retning, som vi altid har gjort.

Og finder vej hjem gennem solsystemer,

som kometer 

i hver sin bane

skyder forbi hinanden.